Undgå stavefejl, det kan betyde at din læser ikke læser dit indhold færdigt
blog indlæg med tips og viden til dit seo arbejde - omkring værktøjerne i Google og teknik og brug af wordpress

Ingen stavefejl, tak!

Jeg blev inspireret til dette indlæg, da jeg i min egen annonce på facebook ikke havde dobbelttjekket min annoncetekst ….. desværre indeholdende flere slå/stavefejl.

En venlig læser gjorde mig opmærksom på dette, og det endte denne gang godt, fordi vi kom i dialog. Men det er ikke sikkert, jeg får samme mulighed en anden gang.

Tilbyd din service i dine web-tekster

I dag skal vi være forberedt på at tage imod potentielle kunder online. Det betyder, at vi skal være klar med at servicere så snart nogen lander på vores hjemmeside. Det betyder, at indholdet skal være ukompliceret. Dine web-tekster skal være lette at overskue med gode overskrifter og lette at læse med flydende sprogbrug.

Du skal undgå forstyrrende elementer – så som slåfejl, kommafejl og stavefejl.

Det kan ødelægge dit gode budskab – fordi stavefejl og dårlig tegnsætning kan forstyrre i læsningen af dit indhold.

Hjernen hos din læser begynder at tvivle på, om du er en troværdig person, om dit indhold er fagligt berettiget…. du kan ikke stave, så måske er det, du skriver bare noget, du selv har fundet på…!?

Fordomme medfører desværre, at stavefejl kan gøres til genstand for latterliggørelse eller sættes lig med, at forfatteren ikke er kløgtig nok.

fordom: stavefejl kan være genstand for latterliggørelse eller sættes lig med at forfatteren ikk er kløgtig nok

Stavefejl = utroværdig og mangel på kløgt

Jeg beskæftiger mig med onlinemarkesføring og ved en masse om dette emne. Jeg rådgiver og vejleder i, hvordan du kan øge dit salg i Google. Og jeg gør altid mit bedste for at give den service, som mine kunder har brug for.

Men, i mit iver for at udgive og hjælpe mudrer jeg indimellem mine tekster til med slåfejl og manglende nutids r’er, og det rammer desværre en del af mine læsere. De kan ikke abstrahere fra fejlene, de mister fokus og de mister læringen i mit indhold.

Stavefejl kan desværre sætte din troværdighed på spil og skabe tvivl, om du ved, hvad du taler om. Dine tekster indeholder forstyrrende elementer, og det skal du forsøge at undgå.

Det vil klart være til stor ærgrelse for tekstforfatteren, hvis viden og et indholdsrigt budskab gøres til noget personligt i form af konklusionen: Staver dårligt = taler dårligt = tænker dårligt.

Skubbet bagud i søgeresultaterne

At stave rigtigt og sørge for at dine tekster er lette at komme igennem for enhver, der lander på din hjemmeside, kan blive en stor del af dit SEO arbejde. Det kan nemlig få konsekvenser i Google.

Stavefejl på din hjemmeside kan få alvorlige konsekvenser. Læserne mister interessen og forlader hurtigt siden, hvilket kan skade din placering i Googles søgeresultater. Din side bliver vurderet som uinteressant.

Uanset om du er en af dem, der kan stave og sætte korrekt komma, eller du er en af dem, der ikke kan …… så er det vigtigt, at den skrevne tekst er korrekt.

Glæd dig over din egen styrke og din faglighed. Fortsæt med at skrive interessant indhold og hent evt. hjælp til korrektur læsning hos én i dit netværk. Eller brug ChatGPT til en gennemlæsning inkl. kommentar til rettelser.

SEO overblik og godt indhold

Der findes andre barrierer end stavefejl. Barrierer der kan forårsage manglende trafik og manglende interesse for dit indhold.

Jeg anbefaler dig at læse blogindlægget Sådan kommer du i gang med SEO arbejdet. Her møder du de 5 elementer i SEO og får indsigt i den styrke, de enkelte elementer har for optimeringsarbejde (SEO). Du lærer, hvordan det hele hænger sammen.